innocent drinks alt om vores smoothies alt om vores smoothies vores innocent-blog lidt om os sjov meld dig ind i vores familie hvor du finder vores smoothies vil du sælge innocent? job hos innocent

kom og besøg os...

kom og besøg os...

Fra:
Til: Fruit Towers, Kbh

Dato:
Kl.:
vi ses...

05/21/2010

konkurrence: ikke for aber

Abemad

Vi var forbi Gammel Torv for at dele gratis smoothies ud i dag (medmindre du er parkeringsvagt, så var vi, øhm, forbi en fuldt lovlig parkeringsplads der lignede Gl. Torv virkelig meget). Hvis du føler dig forbigået, skal du bare følge os på facebook, så havde du hørt om det.

Nå, men vi ville uddele vores nye lækre, grønne og helt bananfri smoothie. Men som du måske kan fornemme på billedet fik vi lidt ballade med... ja vi ved ikke helt hvem. Abernes befrielsesfront, eller sådan noget. I hvert fald nogle aber der er slemt misfornøjede med at vi ikke har bananer i vores nye smoothie.

Hvad skal vi gøre ved dem? Ignorere dem? Putte bananer i den grønne smoothie alligevel? Lave en ren banansmoothie og håbe det distraherer dem?

Hop over på vores facebook-side og kom med dit bud på en handlingsplan, så giver vi en kasse smoothies til de bedste.

Update: Vi har hørt at aberne blev fanget på video under aktionen. Når vi har kigget filmmaterialet igennem lægger vi det ud her på siden, så kan du måske få tips til en god anti-abe-strategi.

12/17/2009

konkurrencer har kun een...

Diaper_baby

En ende, altså. Ikke ligesom spoleorme. Og nu er enden så nået for vores "gæt hvad der er særligt ved vores nye smoothie-konkurrence" (ja, den er slut før vi fandt en ordentlig titel til den).

Og vinderne? Det blev Leif, som blev helt poetisk og bl.a. svarede at "I denne smoothie er ej banan, / men udelukkende æble og bær udgør smag'n", og Marie, som udover det rigtige svar også bød på gode tips om at gemme drilske bananer under æblerne.

Tillykke til jer to, og tak til alle andre for de gode svar, både de rigtige og de forkerte. Blandt dem der ikke vandt denne gang var vi især glade for Ditte, som gav vores nye smoothie en kompliment lige til en reklameplakat: "Den er pokkers lækker!", og Naja, som vi ikke tør give en præmie fordi hun vil udlægge det som samfundsundergravende virksomhed. Hun har nemlig en teori om at det der med at fjerne bananerne bare er første skridt på vejen til noget større og mere farligt. Og vi er bange for at hun vil sætte hårdt mod hårdt hvis vi opfører os mistænkeligt. Især fordi hun ved hvor vi bor.

06/18/2009

vi mangler ord

Smoothiemedord  
Måske har du set på vores engelske hjemmeside at vi har gang i en lille etikettekonkurrence. Det er ikke noget med Emma Gad, men vores smoothieetiketter: vi søger simpelthen gode historier.

Det gælder selvfølgelig også her i Danmark - så hvis du er sådan en flydende kommunikatør med engageret pen, som de skriver i jobannoncerne, så skriv du bare løs. Hvis du er vild med at skrive på engelsk skal du endelig bare sende direkte til den engelske konkurrence. Men ellers er du velkommen til at skrive på dansk til nicholai@innocentdrinks.dk, så skal vi nok oversætte og indsende dem for dig. Og vi kunne ikke finde på at tage æren for dem, undtagen måske de allerbedste. Konkurrencen ender den 30/6, så du skal have fart på.

08/15/2008

got skillz?

I lørdags var der finale i streetbasket-turneringen gam3 på Rådhuspladsen. Hele dagen kunne man her studere byens mest ankel-knækkende krydsover, ondeste gadebolds-håndtag og flotteste og-enere, som streetbasketspillere ville sige hvis de talte dansk.
Gam3swish
Og selvfølgelig var der smoothies i præmie til vinderne. Men vi syntes det var lidt synd for alle de tilskuere der stod og kogte i solen, så vi sendte en smoothieekspedition afsted, med Rochelle i rollen som gavmild giver og græsbilen i rollen som generationskløft:
Gam3oldandyoung
Nå, der var nu smoothies til alle. Og lur mig om ikke det er en oplagt konkurrencemulighed:

Se resten af "got skillz?" »

06/28/2008

ikke for at prale

... som man siger når man har noget man gerne vil prale med. Men i disse eksamenstider kan vi dårligt skjule at vi også har været til eksamen. Vores jordbær & banan-smoothie skulle forsvare innocents ære i Politikens store smoothietest, der skulle finde "Danmarks bedste smoothie". Det var sådan en meget voksen og ansvarlig forbrugertest, med blindsmagning og notater og videodokumentation, så man ku' ikke charmere sig igennem ved at sætte en fjollet vittighed på etiketten. Politiken har endda lagt videoen på nettet hvor de kalder det "måske Danmarks største smoothiepanel".
Smoothietest
Nu var vi måske heller ikke rystende nervøse - ikke som dengang i gymnasiet hvor vi godt vidste vi havde siddet i kantinen og spillet kort i de fleste timer - for vi var temmelig godt forberedte, synes vi selv. Vi har fundet de saftigste senga sengana-jordbær vi kan opdrive, og blandet dem med en smule camerosa- og elsanta-jordbær for at få den helt rigtige sommerfriske jordbærsmag. Og heldigvis syntes Politikens 81 smoothie-testere lige så godt om vores jordbær som vi selv gør. Vi har opgivet at finde ud af den nye karakterskala i skolerne, men 6 tjektegn ud af 6 mulige, det kan vi lige finde ud af. Men alt det kan du læse mere om her.

01/03/2008

et grantræ er et grantræ er et grantræ

Så fik vi hul på 2008. Det bliver et herrens år. Det sang de søde piger i fjernsynet i hvert fald. Dermed er det også på høje tid at afsløre vindertræet i vores julekonkurrence. Det var ikke så meget træet selv, men mere skovbunden der gjorde udslaget:

Smoothietrae

Som man ville sige hvis man var tv-kok og havde grønt strithår, så er det monteret med stearin, smukt anrettet på en bund af julekompot af nødder og reducerede frugter (læs: knastørre abrikoser, rosiner og clementiner). Eller, som vi andre ville sige, noget rod. Men nok til snævert at udkonkurrere træet herunder:

Innocentjul007

For det er altså lidt uhyggeligt med de der kogledyr. 

Christmascompetition

Så Niels her tog ud med præmien: den helt store jule-oppyntning på arbejdspladsen. Det er jo rørende, sådan at få sin egen dekoratør-trold. Tak for de indsendte træer - der er trøstepræmiesmoothies på vej til udvalgte næsten-vindere...

10/29/2007

løvfaldskonkurrence

Efterår er bedre end sommer fordi...

Novemberblade

... skriv din afslutning på sætningen som kommentar herunder - bedste svar vinder en innocent t-shirt...

10/15/2007

vinderen tager det hele

taberen står lille, ved siden af sejren, det er hendes skæbne. Hm, det gav ligesom mere mening på engelsk.

Nå, men pointen er at vi vil annoncere nogle heldige vindere af smoothies. Mia har fx vundet en kasse smoothies for at fange græsbilen på foto her:
Grsbil

Og ovre på Motionsløb.dk er der en hel stribe der har vundet smoothies for artikler om deres bedste løbeoplevelser, fx Gert der har løbet Mont Blanc Marathon - og det er jo nok nogle smoothies værd allerede inden man skriver artiklen - Anette, der fortæller om en flot rute i Skælskør tæt forbi Storebæltsbroen, og mange flere.
Storebltsbroen

Og endelig var vi nødt til at give Sarah prisen som "mest-pink-cowboy-støvle-bærende-besøgende-hos-os-i-Fruit-Towers-i-lang-tid". Det kan du jo nok forstå.
Boots
Tillykke, og drik dem nu ikke allesammen på én gang.

08/29/2007

løbetid for smoothies

Running
Så er det løbetid for alvor. September er lige om hjørnet, og selv om det er ret øv, så er det da godt hvis man kan lide at løbe. Ikke for koldt, ikke for varmt, masser af løb at være med i. Og en smoothie efter turen passer til det hele.
Vi har haft besøg af Martin ovre fra Motionsløb.dk, og han siger det er rigtig godt, det der med smoothies og løb. Det følte vi nu nok, men det er jo rart at høre fra én der har forstand på det. Og så kom vi på, at den der skriver den bedste artikel om en god løbeoplevelse skulle ha' lov at vinde en masse smoothies.  Du kan finde konkurrencen ved at klikke her, og her kan du finde en masse spændende løb at løbe med i. Hvis du bare vil læse lidt om smoothies, så bliv bare hvor du er.

06/06/2007

find græshoppen og flere konkurrencer...

GrasshopperVi har haft en konkurrence i vores familie. Vores græsbil var den eneste innocent-græsbil der ikke havde noget navn, så vi bad om hjælp til at navngive den.
Vinderforslaget blev græshoppen - vi syntes ligheden var slående. De må være i familie. Mindst besvogret eller sådan noget.
Ud af flere der var kommet på samme forslag vandt Louise en kasse smoothies som tak for hjælpen. Og der var ikke et øje tørt da hun var inde og hente sin gevinst:
Imageupload37708490

Og Louise fik altså flere end to smoothies. Ellers ville det også være lidt strengt af Laura at tage den ene.

Hvis du også vil vinde noget, så meld dig til vores familienyhedsbrev her. Første konkurrence er ret let: den bedste kommentar på tilmeldingsformularen giver sin forfatter en kasse smoothies.