konkurrencer har kun een...
En ende, altså. Ikke ligesom spoleorme. Og nu er enden så nået for vores "gæt hvad der er særligt ved vores nye smoothie-konkurrence" (ja, den er slut før vi fandt en ordentlig titel til den).
Og vinderne? Det blev Leif, som blev helt poetisk og bl.a. svarede at "I denne smoothie er ej banan, / men udelukkende æble og bær udgør smag'n", og Marie, som udover det rigtige svar også bød på gode tips om at gemme drilske bananer under æblerne.
Tillykke til jer to, og tak til alle andre for de gode svar, både de rigtige og de forkerte. Blandt dem der ikke vandt denne gang var vi især glade for Ditte, som gav vores nye smoothie en kompliment lige til en reklameplakat: "Den er pokkers lækker!", og Naja, som vi ikke tør give en præmie fordi hun vil udlægge det som samfundsundergravende virksomhed. Hun har nemlig en teori om at det der med at fjerne bananerne bare er første skridt på vejen til noget større og mere farligt. Og vi er bange for at hun vil sætte hårdt mod hårdt hvis vi opfører os mistænkeligt. Især fordi hun ved hvor vi bor.
























