smoothie eller fanta?
Måske har du hørt historien om at smoothies er sødere end sodavand. De er nu ikke sødere, men det er sandt at der er flere kalorier i, ligesom der også er flere vitaminer, mineraler og mere fiber i smoothies end i sodavand.
Vi har udført rigtig mange test, og der er faktisk temmelig præcis ligeså mange kalorier, ligeså meget sukker, og ligeså meget fiber i som hvis du havde taget to stykker frugt og blendet dem. Ikke særlig overraskende, skulle man synes.
At spise mere frugt og grønt er det næstbedste du kan gøre for dit helbred, udover at lade være med at ryge. Og i virkelighedens verden er der ikke ret mange mennesker der får 6 stykker frisk frugt og grønt om dagen. Det giver masser af helbredsproblemer, og helbredsproblemer giver samfundsproblemer.
Så vi synes det er synd – og lidt uansvarligt – at prøve at skræmme folk fra at drikke frugt på flaske, blot fordi det formodentlig er endnu sundere at købe hele stykker frugt og spise det. Det ville jo være dejligt hvis alle mennesker havde overskud til Ashanti-yoga og hjemmelavet klidgrød, men for de fleste af os må vi starte lidt mindre ambitiøst hvis det skal blive til noget.
Hvis du har lyst til at vide hvad vi mener om den sag, så læs endelig videre. Eller skriv til nicholai@innocentdrinks.dk, hvis du bedre kan li’ dialog.
______________________________________
Hvad betyder det så, at en smoothie har flere kalorier, vitaminer osv. end sodavand? Det betyder at smoothies er mere nærende end sodavand, men det vidste du nok godt i forvejen. Det betyder selvfølgelig også at du skal tænke lidt over hvor mange smoothies du drikker.
Aviserne skriver at man ikke bare kan drikke smoothies oveni sin almindelige kost uden at tage på, og det er jo, øhm, sandt. De skriver også at det er synd at skære ned på den friske frugt. Det er også sandt.
Så hvis du skal drikke mere smoothies, så vil vi foreslå lidt mindre chips, slik og donuts med krymmel. Det er sådan set hele pointen med det her smoothie-halløj. Ud med noget skidt, ind med noget bedre.
Du skal bruge ca. 2000 kalorier hver dag afhængig af din størrelse, og du skal vælge dem a) fornuftigt og b) varieret. Smoothies lever op til a), og så er det så op til os selv om vi sætter kosten varieret sammen.
I avisen skriver de ligefrem at smoothies er ”proppet med kalorier”. Det lyder voldsomt, og det er jo et definitionsspørgsmål hvornår noget er proppet. Æbler har ca. 50 kalorier pr. 100 g, bananer ca. 90 kalorier pr. 100 g, så det er vist ikke overraskende at hvis man blender bananer, æbler og andre frugter, så ender man et sted midt i mellem. Vores smoothies ligger på 50-68 kalorier pr. 100 g. Det er ca. ligesom mælk (48 for letmælk, 65 for sødmælk).
Her er et par andre gode sunde fødevarer der er ”proppet med kalorier” - og deres kalorieindhold pr. 100 g at sammenligne med:
Rugbrød .......................... 240 kcal
Havregryn ....................... 320 kcal
Majs ................................ 100 kcal
Makrel ............................. 140 kcal
Kylling filet ..................... 120 kcal
Pigerne fra Sukkerchok ... mange kcal
Alt sammen lækre ting vi ikke kan leve uden. Så nej, kalorier er ikke ”onde”, tværtimod. Det vi ikke kan li’ er ”tomme kalorier”, dvs. ting der giver en masse kalorier uden at give mæthedsfornemmelse og uden at give andre næringsstoffer.
Hvis du skulle dække dit daglige energibehov, kun med smoothies, så sku’ du drikke ca. 13-18 flasker. Det kan du sikkert ikke. Så smoothies er altså ret mættende i forhold til hvor mange kalorier de indeholder. 15 smoothies ville nu nok give for meget frugtsukker og for lidt fedt og protein. Så et rigtig godt råd er at variere sin kost. Hvis du synes du har hørt det før, så har du ret, men det er åbenbart stadig en slags nyhed.























Tak for blogindlægget med mange fine pointer:-)
kommentar fra: Julie | 17/02/2009 09.10.13
Som jeg husker det, var det blandt andet Børsens tillæg om sundhed om torsdagen, der var inde på kalorieindholdet i en smoothie sammenlignet med en sodavand.
Jeg kan kun bakke Innocents synspunkter op! Medierne og sundhedseksperterne har også et ansvar for at bidrage til danskernes sundhed. Når Børsen og Ekstrabladet bringer forsider som disse, og en ekspert fra Suhr's råber vagt om at drikke blendet frugt uden tilsætningsstoffer, er fokus absolut det forkerte sted.
Mennesker har brug for energi for at forblive sunde. Sundhed er at have energi.
Guldfireren tog da heller ikke skade af at drikke en masse af jeres smoothies. Jeg tror nødig de ville have indtaget en masse Fanta før og efter træning.
kommentar fra: Lise | 03/03/2009 13.12.10
hej Lise, det kunne vi ikke ha' sagt bedre selv.
For meget af noget godt er selvfølgelig... ja, for meget af det gode. Men heldigvis er de fleste vist godt klar over at sundhed bl.a. handler om at finde gode, naturlige kilder til den daglige energi, ikke at undgå energi... - tak for støtten.
kommentar fra: nicholai | 09/03/2009 11.08.49
God artikel...
Jeg kommentere normalt ikke men jeg syntes det er værd at nævne at findes mange gode artikler om madvaner på Sundhed og Velvære, som f.eks: http://sundhed.danske-fagbog.dk/10-Easy-Tips-til-at-spise-Din-vej-til-kolesterolsænkende.htm
Jeg har fundet mange gode råd der...
Dog mener jeg det er et sidespor at bebrejde medierne for problemerne...
kommentar fra: Børge Jensen | 01/08/2009 20.41.46